Vejret var strålende – nærmest sommer. Shorts og korteærmer
blev luftet. Nogle var i vandet i Fakse Bugt.
Vi var 11 vogne og fik tildelt 3 store båse. I den ene bås blev der sat et stort festtelt
op. Lars havde fået arrangeret med campingpladsen, at vi kunne låne et telt.
Det leverede pladsens medarbejder fredag formiddag – i en bunke, der hvor
teltet skulle være. Der lå det så og ventede, vi kiggede på det og tænkte, at
det kom de nok snart og satte op. Men næ nej- Det skulle vi selv sørge for.
Vi var heldigvis flere vogne, der var kommet i løbet af
ugen, så mænderne smøgede ærmerne op og gik i gang.
Teltet var på plads og klar til brug, da vi samledes til
aftensmaden. Det blev en hyggelig aften. Selv om det var varmt om dagen, blev
der koldt i teltet om aftenen, så dem, der havde ovne til fortelt med, satte
dem i teltet.
Lørdag over middag kørte vi til Koldkrigsmuseet, som ikke lå
ret langt fra Rødvig. Der fik vi en kanon god rundvisning i de underjordiske
gange af en kvinde, der havde arbejdet der i mange år.
Ved en lille nødudgang, som også var blevet brugt til at
vælte det udgravede kridt ud af gangene, var der et helt specielt fugtigt
miljø. Der var flagermus og store edderkopper, der havde deres æg i en
bemærkelsesværdig kugle, der hang i en ”snor” ned fra loftet. Ja man kiggede
sig omkring, når man gik forbi – uf.
Et rigtig hyggeligt træf sluttede søndag formiddag, efter vi
havde pakket festteltet sammen igen.