Main menu:
Tjekkiet - Prag 18. - 24. april 2011 | |
Campingplatz Jägerbude - Erkner, Jägerbude, Tyskland 17. - 18. april 2011 Vi overnattede på Jägerbude Campingplads i Erkner lidt øst for Berlin. Vi synes det var forlangt at køre hele vejen fra Gammelmark til Prag i et stræk. Derfor valgte vi en plads hvor vi havde kørt lidt over halvdelen af vejen. På campingpladsen var der en restaurant, hvor en del os indtog vores aftensmad. | Billeder fra Jägerbude |
Dansk Bürstnerklub afholdt i påskeugen 2011 sit første udlandstræf fra 18. april - 24. april 2011. Som mål var valgt Tjekkiets hovedstad Prag og som campingplads Camping Praha Klanovice. Begge dele viste sig at være fortræffelige valg. Campingpladsens personale var en stor hjælp under forberedelserne til turen, både med planlægning af fælles udflugtsmål samt med praktiske gøremål som bestilling af guider og bus til arrangementerne. Kommunikationen foregik via e-mail og på Engelsk. Det fungerede bare. Da det var klubbens første udlandstur, var der naturligvis en del spørgsmål, der skulle undersøges og en masse aftaler, der skulle på plads, men alt blev besvaret med stor tålmodighed og opfyldt til fuld tilfredshed for såvel arrangører som deltagere. Pladsen havde oven i købet ”forudbetalt” bussen, der skulle bruges til vores udflugt til Theresienstadt. Det må kaldes tillid og service langt ud over det forventelige. Selve campingpladsen ligger meget fornuftigt i forhold til Prag. Byen kunne nås på ca. 25 min., lidt afhængig af, hvor i byen man ville af. Lide uden for pladsen ligger busstoppested. Med bussen køres til en nærliggende station, hvorfra der med tog køres til selve Prag. Ankommet til Prag går der metro, sporvogn eller bus til stort set alle tænkelige seværdigheder. Nemt og billigt. En 24-timers billet koster ca. 32,- dkr. Ønsker man en enkelt billet ud og hjem er det ca. halvdelen. Børn er halv pris. Pladsen er delt i et område for campister og et område med mobilhomes til udlejning. Der forefindes fine sanitære faciliteter, udendørs swimmingpool – som desværre ikke var fyldt da vi var der – en fin lille restaurant og et udsalg med de nødvendige dagligvarer. Skal der købes større ind, så er der blot 3 km til det lokale supermarked. Faktisk er der 2 inden for denne radius. Pladsen ligger meget roligt i udkanten af en skov. Skal I besøge Prag kan vi absolut anbefale denne plads som udgangspunkt for turen. | Billeder fra pladsen Billeder fra Pragturen |
Vores besøg i Theresienstadts Besøget gjorde stort indtryk på mange af deltagerne. Theresienstadts historie går tilbage til 1780, hvor det østrigske kejserrige byggede et fort der bestod af en garnisonsby på hver side af floden Eger. Fortet fik sit navn efter den østrigske kejserinde Maria Theresa. Det kom dog aldrig til at spille nogen rolle i krig, men fungerede næsten lige fra starten som fængsel. Mange af fangerne og soldaterne fra fortet kæmpede sammen i de befrielseskampe der foregik i Central- og Sydøsteuropa på den tid. Under 1. verdenskrig fungerede det som krigsfangelejr og husede bl.a. Gavrilo Princip, som med mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans kone var indirekte skyld i starten på 1. verdenskrig. Princip døde den 28 april 1918 af tuberkolose i celle nr 1. 2. verdenskrig. Den 10. juni 1940 overtog Gestapo Theresienstadt og gjorde fortet til et fængsel. Den 14. juni ankom de første fanger. I selve fortet (der ikke må forveksles med garnionsbyen) passerede der krigen igennem næsten 32.000 fanger, deraf 5.000 kvinder. De fleste var tjekker, men der var også fanger fra Sovjetunionen, Polen og Jugoslavien. I november 1941 blev garnisonsbyen lavet om til en indhegnet ghetto for jøder. Dens funktion var at få omverdenen til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen, mens det i virkeligheden var en koncentrationslejr. Hvor der tidligere havde boet 7.000, boede der nu 50.000, og i løbet af 1942 døde 16.000 mennesker, deriblandt Sigmund Freuds søster Esther Adolphine, der døde den 29. september 1942. De danske jøderI 1943 blev ca 500 danske jøder, og nogle udenlandske jøder der var flygtet til Danmark, og som ikke var pågrebet under tyskernes jødeforfølgelser i deres eget hjemland sendt til Theresienstadt: 281 den 2. oktober og 190 den 13. oktober og 23. oktober. samt nogle få andre på et senere tidspunkt. Efter at de danske jøder var blevet sendt til Theresienstadt, lykkedes det den danske regering at få overtalt tyskerne til at lade Røde Kors komme og besøge lejren den 23. juni 1944 for derved at kunne sikre, at fangerne blev behandlet ordentligt. Tyskerne forstod dog at bruge dette som propaganda til egen fordel. Først sendte de en stor del af fangerne til udryddelse i Auschwitz, så lejren ikke virkede så overfyldt. Derefter lod de bygge nogle nye og særdeles gode barakker, som dog kun blev brugt i de perioder, hvor Røde Kors var på besøg. Til sidst valgte de at lave en propagandafilm, der skulle vise, hvor godt jøderne havde det i Det Tredje Rige. Produktionen blev påbegyndt den 26. februar 1944. Efter optagelserne blev de fleste af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz. Instruktøren, Kurt Gerron, og hans kone blev dræbt i gaskammeret den 28. oktober 1944. Filmen blev aldrig vist i sin helhed, men blev klippet ind i diverse propagandafilm. Den danske konge Christian sikrede frigivelsen af 413 overlevende danske jøder, der i et samarbejde mellem Røde Kors og de såkaldte hvide busser blev afhentet den 15. april 1945. |